Liva fortæller

Liva har doneret 6 gange hos Diers Fertilitetsklinik, hvilket vi er utrolig taknemmelige for!

Hun fortæller her om sine overvejelser inden hun blev ægdonor og hvordan hun har oplevet hele forløbet. 

Tusind tak for dine donationer og åbenhed! 

Sådan blev jeg ægdonor

Det hele startede med, at jeg havde en gymnasieveninde, der selv var ægdonor, Hun tog mig med til et foredrag hos Diers IVF.

Min veninde havde kun fortalt godt om klinikken og til foredraget hørte vi også fra en anden tidligere ægdonor, som selv havde doneret 6 gange.  

den første kontakt

Ikke lang tid efter foredraget tog jeg til opstartssamtalen inde på klinikken, hvor jeg fik svar på alle de mange spørgsmål man kan have som første gangs donor. 

Efter samtalen fik jeg taget de forskellige prøver, der skulle til for at jeg kunne blive godkendt som ægdonor.  

Skepsis blandt venner og familie 

Efter at jeg havde været til opstartssamtalen fik jeg snakket med både mine forældre og mine veninder om mine overvejelser.

Både mine forældre og mine veninder var en smule skeptiske og de stillede mange spørgsmål.  

Det var helt fint, at der blev stillet spørgsmål, da det bekræftede mig i min beslutning.

ro i maven og fuld støtte

Jeg havde nemlig selv fået en ro i maven omkring det hele allerede efter den første samtale og jeg valgte derfor at takke ja til at donere første gang efter at jeg var blevet godkendt.  

Mine forældre støttede mig 100 % i forløbet, fordi de kunne se hvor glad det gjorde mig og mine veninder synes jeg er sej, selvom de ikke selv ville kunne gøre det samme. 

Den første donation

Første donation var selvfølgelig en smule nervepirrende.

Jeg vidste ikke helt hvad jeg gik ind til, udover det jeg havde fået fortalt, men det er jo altid noget andet, når man så står i det.  

Heldigvis stod de altid klar inde på klinikken til at svare på alle spørgsmål jeg skulle have.

Om det så var personligt, når jeg var i klinikken, eller når jeg ringede eller skrev på mail, blev der altid svaret ærligt og åbent.  

Hormonbehandling  

Det jeg nok var mest nervøs for første gang, var at jeg skulle stikke mig selv med de nåle som hormonbehandlingen kommer i.

Heldigvis er det en meget lille nål og man vænner sig hurtigt til det.  

Selve hormonbehandlingen er jeg personligt ikke blevet påvirket af, udover de sidste par dage inden ægudtagningen hvor mine æggestokke har været en smule større end hvad kroppen er vant til.

Det har jeg kunnet mærke i bestemte bevægelser, men ikke noget jeg vil beskrive som smertefuldt.  

Planlægning af donationen 

Under forløbet er der også nogle scanninger, men alt dette er blevet planlagt inden forløbet starter og tiderne på scanningerne og ægudtagningen har altid været planlagt efter mit skema.  

Jeg har aldrig rykket rundt på planer eller aflyst aftaler, for Diers har altid gjort det tydeligt at det skal passe ind hos mig.  

Jeg har en enkelt gang haft en donation planlagt i næsten 2 måneder fordi jeg havde noget ferie og andet der skulle passes først.  

Ægudtagningen

Til sidst kommer det vigtigste ved forløbet, nemlig selve ægudtagningen.

Første gang jeg skulle have taget æg ud var jeg meget nervøs, men jeg kunne heldigvis tage en veninde med som støtte.  

Inden ægudtagningen gik i gang, fik jeg lidt smertestillende og en gennemgang af hvad der skulle ske. Herefter gik vi i gang med ægudtagningen.  

Først fik jeg lidt stærkere smertestillende og lokalbedøvelse.

Æggene bliver taget ud ved hjælp af en lang nål, som man kan se på en ultralydsscanner. Dette kan man få lov til at følge med i, hvilket jeg fandt som en kæmpe hjælp under mine ægudtagninger.  

Sådan føles ægudtagningen

Man er godt smertedækket under ægudtagningen og personalet går meget op i at man er komfortabel.

Jeg vil beskrive det som en mild smerte, hvor det føles lidt som om der er en der niver en.  

Efter de første tre ægudtagninger, blev smerterne for mig personligt en smule værre.

Men stadig noget jeg sagtens kunne komme igennem, selvfølgelig med den store støtte fra det personale der var til stede.  

Folks reaktioner

Jeg oplever tit at folk reagerer overrasket og har mange spørgsmål til det at være donor.

Jeg oplever også at flere kvinder allerede har overvejet selv at blive donor, men fordi de ikke personligt kender nogen der har været igennem det og kan give en detaljeret forklaring af hvordan det er, tør de ikke selv at springe ud i det.  

Derfor håber jeg at min fortælling kan hjælpe de kvinder der sidder med en lille tanke om at blive donor, til bare at springe ud i det.  

Bare spring ud i det!

Hvis jeg skulle give et godt råd til en kvinde der selv overvejer at blive donor, så er det først og fremmest at vælge Diers IVF, pga. den varme og omsorg man bliver mødt med.  

Mit næste gode råd er bare at tage til en samtale og få svar på alle spørgsmål man nu har.  

Man er ikke bundet, hvis man tager til samtale og ingen forventer at man bare er klar med det samme.  

Jeg er en stolt ægdonor

Jeg har nu doneret 6 gange, som er det maks. antal man må donere og jeg har været lige glad for det hver gang.  

Jeg er stolt over at kunne kalde mig ægdonor og det fylder mig med stolthed og varme at vide at jeg har kunnet give den glæde, jeg selv håber så inderligt på at opleve en dag, videre til en kvinde som ikke selv havde muligheden for at skabe netop dette. 

 

Skrevet af Liva*, ægdonor hos Diers Fertilitetsklinik 

*Liva ønsker at være anonym og dette er derfor ikke hendes rigtige navn. Diers Fertilitetsklinik kender Livas rigtige identitet. 

Bliv klogere på ægdonation til en uforpligtende samtale

Har du spørgsmål?

Skriv til Sofie, som vil svare dig hurtigst muligt på mail.